de frie fAGSKOLER

INFORMATION OM DE FRIE FAGSKOLER

Den praktiske vej til uddannelse, arbejde og liv

De Frie Fagskoler er kostskoler baseret på et fundament af almen dannelse, livsoplysning og demokratisk dannelse.
En tredjedel af undervisningen på de Frie Fagskoler er garanteret praktisk-faglig og når det går løs, så er fagene Mad - Design - Krop - Pædagogik - Håndværk - Forbrugerøkonomi tilrettelagt i spændende og målrettede undervisning.
Frie Fagskoler gør udpræget brug af praksisnær gøremålsundervisning, som er en unik kombination af teori og praksis. Fx er matematik ikke kun traditionel klasseundervisning, men foregår også i køkkenet og designlokalet, mens dansk og engelsk kan være lagt ind i fagene krop og idræt.

De Frie Fagskoler ved nemlig, at mange unge lærer bedst ved at gøre ting, ved at prøve det af med en lærer eller vejleder som sikkerhedsnet.
De Frie Fagskoler ved, at de unges livsstil er en konstant udfordring og afgørende for de unges fremtid.

Et sundt liv, et kreativt liv, et trygt liv med fokus på både individets behov og social interaktion er nøglen til de unges fremtid.
Frie Fagskoler er derfor baseret på det specielle udviklingsrum, der skabes af kostskolemiljøet, den særlige faglighed, den unikke pædagogik, fokus på livsstil samt ikke mindst de dygtige vejledere.Skoleformens almendannende grundlag er den paraply som samler de forskellige tilbud i en fælles tilgang til pædagogik og personlig udvikling.
Alle Frie Fagskoler tilbyder grundlæggende følgende:

PARAT TIL ERHVERVSUDDANNELSE

Et tilbud til unge med et ønske eller en drøm om et bestemt erhverv, men som har behov for at prøve kræfter med området – enten i form af et målrettet kursus eller i forbindelse med en 10. klasse. 


Der vil være fokus på (punkt-)faglig udvikling samt afklarende erhvervspraktik. ”Parat til Erhvervsuddannelse” er åbent overfor alle uanset faglig og personlig ballast.

10. KLASSE FOR PRAKTISK INTERESSEREDE

Tilbuddet er åbent over for alle, men har særlig tiltrækningskraft på ”dem der elsker at lære med hænderne” samt skoletrætte elever, der trænger til en faglig opgradering og afklaring af uddannelsesvalg.

UDDANNELSESFORLØB FOR UNGE MED SÆRLIGT BEHOV

Frie fagskoler har historisk været den skoleform, hvor der er blevet undervist i den daglige livsførelse. 


Denne livsstilsfaglighed gør det naturligt at tilbyde boundervisning til unge med særlige behov, og Frie Fagskoler er derfor også skrevet ind i ”Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov” som en central skoleform.


Ud over Frie Fagskolers tre tilbud besidder vores skoler forskellige spidskompetencer med særlige forløb lige fra musik og idræt til heste og animation.De Frie Fagskoler vil være en stærk fremtidig aktør i uddannelsessystemet samtidig med, at et ophold på de Frie Fagskoler altid har fokus på at give den unge tid til at udvikle sig - ud fra den enkeltes behov.