Arrangementer / Game Camp 2018

Game Camp 2018

Prøv livet som spiludvikler på Game Camp
 
 
Unge der elsker spil og overvejer en levevej som spiludvikler eller programmør, kan nu få muligheden for at prøve det af, når Vordingborgskolen den 1.- 4. juli afholder Game Camp. Deltagerne får samtidig muligheden for at opleve livet og stemningen på en fri kostskole, da opholdet er med overnatning og forplejning.

Den danske spilproduktionsbranche er i vækst, og det samme er behovet for arbejdskraft. Samtidig udvikler stadig flere unge interesse for spil og IT, men alligevel er programmering og kodning et sjældent syn på de danske skoleskemaer. Det ønsker Vordingborgskolen at lave om på:

”Vi ved, at det for mange unge er et stort skridt at vælge ungdomsuddannelse. Derfor vil vi i frie fagskoler være med til at sikre, at eleverne får det bedst mulige afsæt. Og det starter med at prøve det af i praksis. Derfor har vi valgt til sommer at lave Game Camps til alle spilinteresserede, så de kan få lov at afprøve om spil og IT branchen kunne være en mulig karrierevej”, fortæller Jette Rønne, forstander på Vordingborgskolen.

Udviklingen af Game Camps på Vordingborgskolen sker i forlængelse af, at Vordingborgskolen forrige år søsatte linjen Game Design i samarbejde med GameIT college og spiludviklingsvirksomheden Zaxis.
 

Camps som en ekstra afklaringsmulighed
Opholdet på en Game Camp på Vordingborgskolen inkluderer udover kost og logi undervisere fra spil-branchen. Deltagerne får mulighed for at lave deres eget computerspil og får i den sammenhæng indblik i både Unity 3D og programmering. Derudover er der også masser af hygge og sjove konkurrencer og sociale aktiviteter, tilføjer fortæller Jette Rønne.

Camps skal ifølge skolen ses som en ekstra afklaringsmulighed for alle de spilinteresserede unge i folkeskolen, som stadig vakler i deres uddannelsesvalg. Men det er også for alle dem, der ønsker nogle sociale game-dage med andre unge mennesker, få nye venner og ikke mindst have det sjovt understreger Jette Rønne.

Interessen for spil skal tages seriøst
”Vi tager de unges interesser seriøst. Vi vil vise dem, at deres interesse for computerspil ikke kun behøver være en hobby, men rent faktisk er en karrieremulighed, hvis man betragter faget som et håndværk med et job i inden for branchen som en fremtidsmulighed. Og det gør vi”, fortæller Hans Henrik Høybye, lærer på Vordingborgskolen. Han peger samtidig på, at spildesign er en klar mulighed for at motivere flere drenge til at få interesse for de boglige fag i skolen:

”Game Design er en unik mulighed for at få flere unge med på vognen i de boglige fag – også de unge, som gerne vil have en pause fra den traditionelle skolegang. Den virkelighedsnære undervisning er fantastisk motiverende – f.eks. når vi bruger matematik og engelsk i programmering, og når vi trækker på litteraturundervisningen, når vi skriver et storyboard til et spil”.


Fakta om Game Camp
Hvornår: 1. - 4.juli 2018

Hvor: Frie Fagskoler tilbyder Camps over hele landet (Sorø Fri Fagskole, Vordingborgskolen, Struer Fri Fagskole, Odense Designakademi, Sydfyns Fri Fagskole, Halvor Fri Fagskole, Tronsø Fri Fagskole)

Hvem: Dig som er fyldt 14 år
 
Pris: 499 ,- (inkl. alle måltider og overnatning)

Fakta om Game Design-linjer

Gamedesign-linjen udbydes af frie fagskoler over hele landet og er et af flere forskellige erhvervsrettede linjer med hver deres faglige fokus.

Fagskoler, Game College og spiludviklingsvirksomheden Zaxis har med en ny linje indgået et landsdækkende samarbejde om at synliggøre spilindustrien som en karrierevej.

Linjen hedder "Game Design" og er et etårigt kursus for alle unge med interesse som spil, og som overvejer en fremtid som fx programmør, spiludvikler, web- eller multimediedesigner.

Eleverne kan vælge at bo på skolen eller deltage som dagelev.
 
Linjen kan være prøvefri, tages som en 10. klasse eller med enkeltfag i dansk og/eller matematik alt afhængig af elevens ønsker og behov.

GameIT College har specialdesignet et brobygningsforløb, hvor eleverne prøver kræfter indenfor feltet og lærer om hele processen i spiludvikling.

Game Design udbydes af 8 frie fagskoler: Sorø Fri Fagskole, Vordingborgskolen, Struer Fri Fagskole, Odense Designakademi, Sydfyns Fri Fagskole, Halvor Fri Fagskole, Tronsø Fri Fagskole og Hadsten Fri Fagskole.
Vordingborgskolen | Violvej 3A, 4760 Vordingborg  | Tlf.: 55360636 | info@vordingborgskolen.dk